oldfux.dk

Carit Etlars dramatiske virksomhed

Nu – mere end 100 år efter Carit Etlars død – er det muligt at betragte hans forfatterskab og plads i den danske litteraturhistorie ud fra en mere objektiv og overordnet synsvinkel end tidligere. Hans uomtvistelige ry som ophavsmand til den legendariske Gøngehøvding og hans tro væbner, Ib, har meget naturligt altid sat ham i bås med samtidens drengebogsforfattere, og det kan ikke nægtes, at det faktisk er ganske godt klaret, at hans romaner ”Gøngehøvdingen” fra 1853 og efterfølgeren ”Dronningens Vagtmester” fra 1855 også var at finde blandt konfirmationsgaverne mere end 100 år senere, og endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at hans to romaner mange gange har været opført som teaterforestillinger i utallige bearbejdelser, lige som de flere gange er omsat til såvel film som tv-serier.

Noget har Carit Etlar (1816-1900) altså betydet, og det er på trods af, at han i sin samtid blev betragtet med en ikke ubetydelig ringeagt blandt de førende kulturpersonligheder, som ikke havde meget andet end et skuldertræk til overs for ham. Carit Etlar havde på mange måder en anden opfattelse af sine omgivelsers reaktioner på hans arbejder, hvilket man andet finder i hans egen ”selvbiografi”, som desværre er blevet skrevet af hans hustru af andet ægteskab, Augusta Carit Etlar. Hun havde den åbenlyse hensigt at bringe sin mand et varigt eftermæle som én af Danmarks store forfattere, og selv om hensigten uden tvivl har været den bedst tænkelige, opnåede hun desværre det modsatte, idet man med rette kan drage tvivl om adskillige af hendes beretningers autencitet.

Der skal her redegøres for facts og reaktioner på Carit Etlars dramatiske forfatterskab på Det kongelige Teater gennem et udvalg af tilgængelige trykte kilder (undtaget avisartikler), idet det ingenlunde skal hævdes, at denne gennemgang er tilnærmelsesvis fuldkommen. Desuden vil jeg mere skematisk nævne de af hans øvrige dramatiske arbejder, som er blevet opført på de københavnske privatteatre samt provinsen, lige som det også er interessant at vide, hvilke dramatiske arbejder, som han har begået, uden at de på noget tidspunkt er blevet opført på teatrene.

Carit Etlar nævnes mere eller mindre sporadisk i utallige litteratur- og teaterhistoriske sammenhænge, og det har altid været vanskeligt at danne sig et fuldstændigt overblik over netop det dramatiske aspekt af Etlars virke, som i dag udelukkende synes at være fokuseret på Gøngehøvdingen og de spektakulære begivenheder I Sydsjælland og i København under svenskekrigene.

Carit Etlar nærede, som mange af sine samtidige forfatterkolleger, en glødende kærlighed til teatret. Også H.C. Andersen var i næsten hele sin aktive forfattervirksomhed så optaget af at blive anerkendt ved teatret, at det i lange perioder gik ud over hans øvrige af samtiden anerkendte forfatterskab. Det var ikke nok for ham – han ville også være en stor teaterdigter, og her deler Etlar skæbne med ham og mange andre. De opnåede aldrig den store succes på de skrå brædder, og set i bagklogskabens uendelig klare lys kan man til en vis grad forstå det. Det, som de kunne berette i deres romaner, eventyr og historier blev i mange tilfælde alt for patetisk på en teaterscene – også set gennem samtidens briller – men alligevel var en række kunstnere uafladeligt draget af teatret. Dette skyldtes dog ikke udelukkende ønsket om berømmelse og ære, men lige så meget, at en teaterdigter hurtigere kunne opnå et honorar, der oversteg det, man kunne oppebære som almindelig forfatter. Der lå således også pekuniære ønsker bag såvel H.C. Andersens som Carit Etlars ivrige stræben mod det forjættede teaterland.

Denne ustandselige higen efter succes i en verden, som de ikke rigtig kunne lægge for deres fødder, afspejles i høj grad i Andersens dagbøger og i ovennævnte selvbiografi af Carit Etlar, men deres iver efter dramatisk anerkendelse afspejles også i mange andre sammenhænge.

P. Hansens ”Den danske Skueplads”, udgivet af Ernst Bojesen omkring 1890, er i stort omfang et sammendrag af Thomas Overskous ”Den danske Skueplads’ Historie” og kan derfor ikke betragtes som et selvstændigt kildekritisk arbejde, men alligevel afspejler det på udmærket vis den holdning man havde til Carit Etlars dramatiske virksomhed. P. Hansen skriver nemlig:

”- ”Eiaghs Sønner”, drama i fire akter, spillet første gang den 7. december 1844, tiende og sidste gang i den påfølgende september måned, var Carl Brosbølls (Carit Etlars) dramatiske debutarbejde og karakteristisk for det hårde håndelag, hvormed han sædvanligvis som dramatiker førte sin brede pensel. Han skrev allerede da, som en kritiker senere har bemærket om ham, sine skuespil ”med knyttet næve” og fandt kunstens sande metode ved at overshakspearisere Shakespeare i tordensvangre lidenskabers flammende og bragende udladning, en med billeder overlæsset stil og de bratte modsætningers voldsomme effekt. Det urkraftige hos denne dramatiske romantiker à la Victor Hugo vakte imidlertid en øjeblikkelig opmærksomhed for den unge forfatter (f. 1820); den blev dog ikke af varighed, og hans efterfølgende skuespil, fireakts-dramaerne ”Cameronerne” og ”Dione”, oplevede 1846 hvert kun én opførelse.”

En gennemgang af teaterstatistikker viser imidlertid, at det ikke stod helt så slet til med Carit Etlars status som dramatiker, idet P. Hansens værk udelukkende omfatter Det kongelige Teater og således slet ikke omtaler privatteatrene, der opstod i København 1848 med Casino i Amaliegade og Folketeatret i 1857 på Nørregade. Disse såkaldte sekondteatre var mere end villige til at optage Carit Etlars arbejder – og flere af disse opnåede ganske pæne anmeldelser og et rimeligt antal opførelser, som statistikkerne tydeligt viser.

Johan Ludvig Heiberg tiltrådte som censor på Det kongelige Teater i 1839, og der opstod hurtigt frygt blandt dramatikerne, som indsendte deres arbejder til den strenge dommer, hvis æstetiske smag stoppede manges drømme og håb om en kommende plads blandt de førende teaterdigtere. Heiberg havde visse beføjelser til at afvise indsendte arbejder, hvilket nedenstående brev bevidner, men ofte lod han ”sorteper” gå videre til direktionen. Hans meninger skjulte han sjældent, når han skulle fremkomme med sine indstillinger, men hans domme kunne også tilsidesættes af teatrets direktion, hvor man blandt andre kunne finde Jonas Collin.

I begyndelsen af 1843 indsendte Carit Etlar sit værk ”Gino” til antagelse på teatret, men Heiberg var straks på stikkerne og i et brev til Jonas Collin den 20. marts gjorde han sig lystig på sin sædvanlige elegante maner:

”Højstærede hr. Conferensråd!

Når jeg i en dispute med Dem kan få ret, betragter jeg det som en triumf, og undlader ikke at blæse Victoria. De erindrer, at jeg ytrede om skuespillet ”Gino”, at det efter al rimelighed var skrevet af en halvstuderet røver, og jeg beråbte mig på ortografien, uagtet at jeg visselig også havde andre grunde for min mening. Hr. conferensråden var derimod af modsat mening, og mente, at man fra ortografien blot kunne slutte til en afskriver. I dette øjeblik har nu forfatteren været hos mig og navngivet sig, og tilladt mig at meddele direktionen hans navn. Det er et ungt menneske, som jeg har kendt i flere år, og som hedder Brosbøll; han har udgivet flere romaner i trykken, thi – hvad der jo på en måde er meget agtværdigt – han har, i sin totale uformuenhed ernæret sig ved litterære arbejder, for derved at fortjene penge til at betale sin undervisning til eksamen artium. Men naturligvis er det under disse omstændigheder gået langsomt og mådeligt med eksamenslæsningen. Han er allerede nogle og tyve år gammel, og er endnu ikke bleven student, thi da han sidste gang studerede til artium, måtte han forlade eksamen, han selv siger, fordi han fik blodspytning. Andre sige, fordi han var immaturus. At han imidlertid tillige er meget immaturus i sin dannelse, derom bære hans udgivne skrifter præget; og vistnok er dette meget forklarligt og undskyldeligt, men det kvalificerer ham ikke til at arbejde for et teater. På mit spørgsmål har han sagt mig, at det er ham selv, som med egen hånd har skrevet manuskriptet af Gino. Han har i løbet af et par år jævnligt meddelt mig andre dramatiske forsøg, for hvilke jeg har befriet teaterdirektionen. Et af dem har han omarbejdet, og under titel ”Falskmønteren” indsendt til teatret for et par uger siden. Ligeledes har han indsendt et stykke, ”Hvem regjerer?” hvilket jeg ikke kender. I dag eller i morgen indsender han et stykke, hvis titel jeg nu allerede har glemt, så at direktionen nu på én gang er velsignet med fire af hans arbejder, og han skulle hilse og sige, at det skulle ikke blive derved.

Deres allerærbødigste

J.L. Heiberg”

DRAMATISKE ARBEJDER PÅ DET KONGELIGE TEATER

I ”Carit Etlars Minder fortalte af ham selv” omtales Carit Etlars første dramatiske arbejde, som blev antaget af Det kongelige Teater:

”Der var endnu en anden interessant begivenhed, som hændte Carl Brosbøll i slutningen af samme år, og hvortil Heiberg gav anledning. Hans hus havde også åbnet sig for den unge kunstner efter dennes heldige universitetsdebuter, uden at han dog benyttede sig meget deraf.

Herom fortæller Carit Etlar selv:

”Ja, det var et strengt år, da vi skrev 1844. Jeg tilbragte blandt andet en af årets sommermåneder med at skrive et skuespil, ”Eiaghs Sønner”. Jeg havde gjort to tidligere forsøg i dramatisk retning, ”Falskmønteren” og ”Kontubernalerne”. ”Falskmønteren” blev skrevet for den familie, jeg boede hos, og blev opført i dens kreds.

”Skriv os et drama,” sagde Heiberg, ”det synes at ligge for dem, et heltestykke,” føjede han til, medens han smilede sarkastisk og tog sig en pris. ”Fortæl om mord og dødsslag, om en fader, der ofrer sit lille barn, eller om brødre, der lister om og myrder hinanden. Det hører til den slags skuespil, som massen klapper af, medens andre sidder og ryster på bænkene af frygt for, at nu kommer turen snart til dem at blive slagtet.”

Han smilede, tog sig atter en pris tobak og glemte, da jeg kom igen, at han havde leveret recepten til det mesterværk, jeg bragte ham.

”Deres stykke er for deklamatorisk,” sagde han en måned senere, ”for voldsomt; det går ikke.”

Da etatsråd Collin havde hørt min beretning, smilede også han, kun på en anden måde. Han havde læst mit drama og sagde: ”Nå, så Heiberg synes ikke om det – jeg synes om det, Levetzau synes om det, vi spiller det i næste måned.” Jeg svarede intet, trykkede blot den gamle mands hånd og skyndte mig ud af værelset, for at han ikke skulle lægge mærke til, hvor bevæget jeg var.”

Man kan undre sig lidt over Etlars referat af ovennævnte samtale – og der er nok ikke fuld overensstemmelse med sandheden. Det nævnes, at Heibergs hjem havde åbnet sig for den unge kunstner, og det havde det måske også nok en enkelt aften eller to, men – man får det indtryk, at han kunne komme og gå som en anden husven, og det var absolut ikke rigtigt. Hvis man skulle besøge Heibergs var det efter forudgående invitation. Man kom absolut ikke uanmeldt. Når man tænker på den noget nedladende holdning, som Heiberg udviser i sit brev til Jonas Collin året før, har Etlars besøg efter al sandsynlighed været en enlig svale, og hverken Johan Ludvig Heiberg eller Johanne Luise Heiberg omtaler ellers Etlar i breve eller erindringer med et eneste ord. For dem var han en opkomling, som man efter konventionerne måtte behandle ordentligt, men herfra gik den heller ikke længere. Heibergs opfordring til at skrive et ”heltestykke” er hele vejen igennem meget sarkastisk og egentlig aldeles uforskammet, men vi har jo også kun Carit Etlars (Augusta Etlars?) ord for dem og må derfor betragte dem med en vis skepsis. Hvad kan så hensigten have været for Etlar til at gengive Heiberg på denne måde? Egentlig er han jo ikke vred over Heibergs bemærkninger, men glæder sig snarere over, at han af Heiberg har fået ideen til et ”mesterværk”.

Til gengæld – stadig kun med Etlars ord – erfarer vi, at Jonas Collin har en anden mening end Heiberg omkring Carit Etlars værk, men det fremgår ved mange lejligheder, at Heiberg og Collin aldeles ikke var enige i bedømmelsen af andres værker, og ofte fik Collin altså det sidste ord at skulle have sagt.

Som et lille kuriosum kan nævnes, at A.F. Krieger i et brev til Johanne Luise Heiberg den 21.3.1862 skrev som et PS: ”Vil De se anmeldelsen af Carit Etlars ”I Dynekilen”?”

Denne lille bemærkning er så vidt vides det eneste, man på ”Heiberg-planet” kan finde om Carit Etlar ud over det allerede nævnte, men da havde Johan Ludvig Heiberg været død i et års tid, og fru Heiberg har ikke selv omtalt Carit Etlar med et eneste ord i sine erindringer, som blandt andet blev til med Kriegers hjælp. Derfor forekommer det lille PS lidt pudsigt, men der er måske helt andre grunde til, at Krieger omtalte anmeldelsen?

Men – tilbage i 1844 – kunne Carit Etlar langt om længe få et skuespil opført på nationalscenen.

Eiaghs Sønner

Drama i 4 akter.

Premiere på Det kongelige Teater 7. december 1844. Sidste opførelse 27. september 1845.

Opført i alt 10 gange.

Aftenen før premieren på stykket blev Carit Etlar opsøgt af M.A. Goldschmidt, som havde nogle artige nyheder til den unge dramatiker:

””Stakkels skribent! De vil opleve en sørgelig historie i morgen aften.”

”Hvorledes det?”

”Deres stykke, Eiaghs Sønner, skal jo gå første gang på Det kgl. Teater. Alverden ved, hvem der er fader til det, og De vil blive udhysset.”

”Er det så afgjort?”

”Selvfølgelig er det afgjort. Der skal pibes. Alle vore store skuespillere, som ellers får folk til at danse efter deres pibe, glimrer jo i stykket ved deres fravær; ikke én har en rolle deri. Jeg gik såmænd undervejs hertil og studerede på en ny og smuk ligprædiken over Dem.””

Carit Etlar tog tilsyneladende Goldschmidts grove ord med et gran salt, men alligevel røber han i sine erindringer, at han var lidt spændt på aftenens udfald. Stykket var ganske vist indleveret anonymt, men nogen måtte altså have vidst det, siden Goldschmidt kunne dukke op med sine barske bemærkninger.

En lille interessant detalje er, at Etlar af egen lomme købte billetter til sig selv og en ven, dr. Claus Blok. Under normale omstændigheder burde han vel egentlig have haft en friplads som så mange andre af datidens kunstnere, men det kunne måske skyldes, at forfatternavnet ikke var offentlig kendt. Ifølge erindringerne var der udsigt til, at forestillingen skulle udpibes, men undervejs i forestillingen så det ud til, at en planlagt udpibning ikke blev til noget. Ifølge erindringerne var bifaldet ”umådeligt”. Udpibninger var på den til ikke helt ualmindelige, og i en række år anerkendte man på Det kongelige Teater denne form for mishagsytring.

Man får nok et lidt mere objektivt referat af Thomas Overskou, som i ”Den danske Skueplads” udførligt omtaler Etlars første dramatiske arbejde på Det kongelige Teater.

”Det næste nye stykke, ”Eiaghs Sønner,” ligeledes et drama i fire akter, var allerede inden det kom til første prøve stemplet til fordømmelse. Som altid, blev det straks bekendt i Minis Café, at der var antaget et nyt stykke, og da de æstetiserende kammerater erfarede, at dette var en anonym original og rimeligvis første arbejde af en forfatter, som ikke hørte til deres kreds, søgte de ufortøvet oplysninger hos de skuespillere, der dagligt var cafeens kunder for at insinuere sig til hos kammeratskabet til komplimenter og applaus mod at bringe nyt, anekdoter og sarkasmer fra teatret, at få oplysninger, som kunne understøtte bestræbelserne for at stemme publikum imod denne forfatterdebut. Kulisseberetningerne lød, at Adler havde aldeles forkastet stykket, at Collin havde tiltvunget sig dets antagelse, men holdt ikke for rådeligt at anvende noget på dets ordentlige udstyr, at et par af de første skuespillere havde forlangt sig fritagne for at spille deri, - og dette var sandt såvelsom at direktionen, til forfatterens skade, havde opfyldt deres forlangende, - og at der hos andre var stor utilfredshed med deres roller, og at alle beklagede sig over sproget, som var så tungt og knudret at det ikke var til at lære udenad. Endskønt ”de med teatret intime” ellers var på rede hånd til med suffisance at bemærke, ”denne direktions mening for eller imod et stykke havde ikke det mindste at betyde,” bragte de dog alle disse omstændigheder så ivrigt ud i publikum, som utvivlsomme beviser for stykkets slethed, at det inden den første opførelse var en afgjort sag, at der skulle pibes. Chikanen vendte sig imidlertid højst overraskende til en glimrende triumf for forfatteren (Johan Carl Christian Brosbøll). Også dette drama var anlagt med en stærk teatereffekt; men denne var ikke, som i ”Gioaccchino” søgt i rask vekslende fremstillinger af tillokkende scener og maleriske momenter, glimrende ved understøttelse af dans, musik og rig staffage; den skulle udgå fra, at digteren udviklede stoffet – følger af to skotske stammers dødsfjendskab – ved imposante, mod hverandre skarpt kontrasterende karakterer, og igennem en spændende handling, hvorunder mægtige sammenstød imellem had og kærlighed, hævnpligt og højmodighed, brøde og uskyld æggede personernes gemyt og lidenskaber til kraftfulde ytringer, og i overraskende vendinger førte til store, dybtgribende situationer. Det var således ved det rent dramatiske at digteren havde villet vække interesse, og det lod sig ikke benægte at stykket uagtet dets fejl og svagheder, vidnede om et betydeligt talent dertil. Det var godt anlagt for sin hensigt: handlingen havde høj vigtighed for alle personerne, den skred rask fremad, gav mange poetisk udkastede og til stor teatralsk virkning opdrevne scener, og vandt bestandig under udviklingen større fylde og spænding. Også af karakterernes grundpræg og de forhold, hvori de var stillede mod hverandre, fremlyste en ualmindelig sans for det dramatiske. Hovedfejlene var, at digteren mere var kommen af sine ideer gennem fremmed digtning, end ved betragtning af livet, hvorfor tilskuerne ofte erindredes om fremmede teaterstykker; at han ikke ved udarbejdelsen af hovedrollerne havde magtet en konsekvent gennemførelse af karakteranlægget; og at hans higen efter bestandig at gøre effekt havde forledt ham til alt for meget at opstramme enkelte situationer og at overlæsse dialogen med en masse billeder og lignelser, der gjorde følelsesudtrykket konvulsivt og svulstigt. Wiehes kække, friske udførelse af den vilde højhjertede Allan; Holst, som ved megen energi bragte holdning i Donalds alt for voldsomme kraftudgydelser; og jomfru Ryge, der spillede Inis og beundringsværdigt skønt bevarede ædel kvindelighed i såvel harmens som den heftige kærligheds ildfuldt og med overordentlig styrke givne udbrud, virkede imidlertid ypperligt til at mildne, hvad digteren havde gjort for stærkt. Ved fremstillernes fine kunstneriske behandling blev netop stykkets fejl, som oppositionen ventede, at dens orienterende vink til publikum ville have beredt en parodisk virkning, for mængden til dets store skønheder; de rygter, der var udspredte om udpibning, tjente kun til at hidse den til et bestandigt stigende bifald, der ved tæppets fald blev så stormende, at ”de intime” ikke vovede nogen mishagsytring, men fik den ærgrelse, at de ved deres machinationer kun havde skaffet stykket en så glimrende modtagelse, som det ikke uden dem ville have opnået. – Skønt sindrigt i tanken og af langt større poetisk værdi ved en rig fantasis friske og naturlige udstrømning i skildringerne som i personernes sprog, fandt H.C. Andersens eventyr-komedie ”Lykkens Blomst” i to akter, ikke nær så gunstig optagelse, som ”Eiaghs Sønner”.”

Carit Etlar havde vel egentlig grund til at være tilfreds med sin debut som teaterdigter, for selv om hans første forestilling kun blev spillet 10 gange, kunne han notere sig, at han overgik selveste H.C. Andersen – og i øvrigt mange andre – i antallet af opførelser. Thomas Overskou var overvejende venlig i sin omtale, og det kendetegner en stor del af hans arbejder, at han ikke var voldsom kritisk, men i mange tilfælde anlagde en positiv og venlig indstilling i sine bedømmelser.

Cameronerne

Drama i 4 akter.

Premiere på Det kongelige Teater 13. juni 1846. Opført som sommerforestilling

Opført 1 gang.

Lørdag den 13. juni kunne Det kongelige Teater hæve tæppet for endnu en forestilling, som var henlagt til Skotland – ”Cameronerne”, som imidlertid kun blev opført denne ene gang.

I Carit Etlars minder forekommer en pudsig erindring, idet det hævdes, at skuespilleren Kristian Mantzius inden forestillingen mødte Carit Etlar og sagde, at han til aftenens opførelse ville iføre sig lange vandstøvler, fordi han havde forberedt sig på at vade i blod til knæene. Kristian Mantzius medvirkede ikke selv, og også han gjorde sig lystig over Carit Etlars voldsomme og blodige optrin, men ytringen gjorde ikke indtryk på Etlar, som tværtimod glædede sig over et ”stærkt bifald”. Det står lidt i modsætning til, at der kun var én opførelse, og at Carit Etlar i øvrigt efter forestillingen hentede stykket hjem for at forkorte det ”imod Collins ønske”.

Der var også andre, som var tilfredse med stykket. Teaterdirektør M.W. Bruun udtalte senere om denne forestilling, at ”den gjorde et kolossalt indtryk. Teatret var jo til sidst i oprør fra gulv til loft; det dundrede, brusede og summede. Men hvilke karle deroppe på scenen, Michael Wiehe, Hvid, Holst, Krag! Jeg glemmer det aldrig. Hvor blev dog det stykke af?”.

Thomas Overskou var også rimelig elskværdig i sin bedømmelse af stykket, og han skrev således i sin teaterhistorie:

”Sommerforestillingerne bragte to store originale arbejder, som direktionen godt kunne have været bekendt selv at tilføje repertoiret. Om Brosbølls drama ”Cameronerne” end havde nogle af de fejl, som var blevne hans ”Eiaghs Sønner” bebrejdede, navnligen en vel hyppig og manieret anvendelse af ikke altid originale og træffende billeder, en alt for bemærkelig stræben efter effekt og tilfældets noget plumpe indgriben i handlingens udvikling, interesserede det med rette publikum ved mange kraftige scener, et par livfulde karakterskildringer og et godt teatralsk anlæg, hvorfor det også, i det hele heldigt spillet, optoges med stærkt bifald. At direktionen alligevel vægrede sig ved at overføre det i repertoiret, var fordi det havde ladet sig fortælle, at det var ”en digtning på anden hånd”.”

Man hører ikke mere om dette dramatiske forsøg, men meget tyder på, at Carit Etlar efter fleres mening har plagieret et andet arbejde. Det kunne være Walter Scott, som altid havde været Etlars store forbillede, men Overskou kom ikke nærmere ind på, hvilket arbejde det kunne være.

I 1916 udgav V. Pios Boghandel 3 af Carit Etlars skuespil, og heriblandt finder man også ”Cameronerne”, som nu var blevet omdøbt til ”Højlandsfolk”. Augusta Carit Etlar siger i sit forord, at ”beskæringerne, som ønskedes, blev først foretaget af digteren i Gentofte 1894.” Til gengæld nævner hun ikke, at titlen nu var blevet ændret, og i det hele taget finder man flere eksempler på, at ”professorinden” ikke har haft helt overblik over sin mands dramatiske produktion.

I denne periode prøvede Thomas Overskou at indlede et nærmere samarbejde med Carit Etlar, som han opsøgte. Carit Etlar skulle ifølge Etlars minder have tilbagevist Overskou med en hånlig bemærkning, som egentlig ikke tjener ham til ære, idet han blandt andet skulle have spurgt, hvilken ”dukkekomedie det skulle være.” Overskou forlod ham ”opbragt”, men i hans senere bedømmelser af Carit Etlars arbejder lod han sig ikke mærke med fornærmelsen, hvilket til gengæld tjener ham til ære.

Etlar ventede imidlertid ikke længe med sit næste arbejde.

Dione

Drama i 4 akter.

Premiere på Det kongelige Teater 1. september 1846.

Opført 1 gang.

Denne gang havde Carit Etlar henlagt handlingen til Spanien, men det fik ikke publikum til at falde i henrykkelse, hvilket antallet af opførelser jo klart viser. Overskou var i sit sædvanlige positive – men dog konstruktive – kritiske lune:

”I ”Dione”, drama i 4 akter, havde den psuodonyme forfatter Carit Etlar (Brosbøll) sat sig den interessante opgave, at vise en Don Juans omvendelse, ved at han forelsker sig i en landsbypige, som hans forførelseskunster ikke kunne besejre; men da han, i stedet for at give en psykologisk klar udvikling af omvendelsens motiver, fra hvilken stykket netop skulle have sin højeste interesse, vilkårligen havde løst knuden, idet han pludselig lod forføreren skifte sind og bøje sig for kærlighedens magt; og det tillige ikke var lykkedes ham i den unge pige at skildre et væsen, som publikum måtte tillægge magt til at fængsle den ryggesløse, så kunne hverken enkelte smukke scener eller de mange anvendte teatralske effektmidler vække nogen levende deltagelse. Stykket optoges med så megen mishag, at forfatteren måtte ønske dets henlæggelse efter første forestilling.”

Selv i Carit Etlars egne erindringer omtales stykket som ”et nyt skuespil, der blev opført og med rette ikke gjorde lykke.”

Handlingen i stykket var ikke Carit Etlars sædvanlige miljø, hvilket han tilsyneladende selv blev klar over, og der gik nu næsten tre år, inden han igen fik et stykke opført på det kongelige Teater.

I mellemtiden skete der dog noget væsentligt i det københavnske teaterliv, idet byens første privatteater åbnede den 26. december 1848. Teatrets bevilling var imidlertid forbundet med visse klausuler, idet det stadig kun var Det kongelige Teater, som måtte opføre et klassisk repertoire – med andre ord – privatteatret måtte kun opføre folkekomedier og lignende ”folkelige” forestillinger. Det skulle hurtigt vise sig at danne genstand for en række fortolkninger, der vendte i hver sin retning, men åbningen af Casino gav endelig mulighed for, at forfattere, som ikke kunne få foden inden for på nationalscenen, kunne forsøge sig et andet sted, og det blev inden for en kort række tilfældet for en række danske forfattere, blandt andre H.C. Andersen, H.C. Hostrup og Carit Etlar. De private teatre kom i de følgende år til at få stor betydning for kulturlivet, idet man nu også nåede ud til den brede befolkning, som følte sig mere fortrolig med disse teatres repertoire

Det var imidlertid stadig teatret på Kongens Nytorv, som Carit Etlar rettede al sin energi imod, og næste gang var han aktuel, idet han tog det slesvig-holstenske oprør og den deraf følgende blomstrende danske nationalisme til indtægt.

Tonne går i krigen

Komedie med sang i 1 akt

Premiere på Det kongelige Teater 16. februar 1849. Sidste opførelse 15. marts 1849.

Opført i alt 6 gange.

I denne forestilling kunne man opleve såvel Michael Wiehe som Johanne Luise Heiberg, mens hovedrolleindehaveren, Tonne, blev spillet af Phister. Det var således kendte og populære skuespillere, som medvirkede, og emnet levede op til tidens patriotiske stemning. Stykket, som Carit Etlar havde indleveret anonymt, opnåede alligevel ikke den store succes, og Overskou undrer sig lidt:

”I ”Tonne går i krigen,” komedie med sang i én akt af en anonym (Brosbøll), gaves der publikum en lille træffende skildring af tilstanden i det af slesvigholstenerne tyraniserede Nordslesvig. Handlingen var ubetydelig, men det var åbenbart, at det ikke var ved den at forfatteren tilsigtede at vække interesse, men ved at bringe de forskellige partier i befolkningen i situationer, hvorved deres sindelag ret kunne komme til ytring. Og dette var særdeles heldigt lykkedes ham: her var et par fuldtro danske tjenestetyende, der længe havde været forlovede, men som af kærlighed til fædrelandet opgav håbet om at blive forenede, han for at gå i krig for det, hun for at ofre det sine til at sætte bo sammensparede penge; en rig gårdmand, som ”synger med de fugle, han er iblandt,” og, efter omstændighederne, stikker snart en tysk, snart en dansk fane ud; en insurgent-sergeant, som i sin danske fødeby bramarbaserer, truer tidligere uvenner og håner Danmark på tysk; og en ærlig slesviger, der har ladet sig overliste og forlokke af oprørernes skvalder, men ved sine bysbørns foragt ledes til at erkende sin brøde og atter stiller sig under Dannebrog. Et par steder var hjerteligheden vel gledet over i det sentimentale, men overhovedet ytrede den sig så varmt, simpelt og naturligt, at det lille tidsbillede gjorde et dybt indtryk og vandt stærkt bifald. Også blev det i det hele spillet mesterligt, især af fru Heiberg, hvis fremstilling af Karen var af gribende virkning ved den rolige energi, hvormed hun tolkede et sat, stille og resigneret væsens dybe følelse; Phister, som lagde megen kraft og inderlighed i udtalelsen af den jævne, faste Tonnes redelige gemyt; og Rosenkilde, der med stor simpelhed fortræffeligt gav den de danske i hjertet hengivne rige gårdmand, der ”for husfredens skyld,” altid holder med det parti, som er til stede. Også dette stykke af en dansk forfatter måtte tåle en hård medfart af ”Fædrelandets” referent . . .”

Men ”Fædrelandet”s referent, der havde glædet sig til at overvære en forestilling, som ville ”være en underholdende lille spøg” var yderst fordømmende. Han var sur over, at man benyttede fædrelandets sange og fremelskede en nationalfølelse, som ”ikke havde noget på teatret at bestille”

og sluttede sin kritik af med at skrive at ”man må i alt fald hellere le af denne farce end græde over ”Tonne går i krigen”.”

Kongen på Furland

Skuespil i 2 akter, musik af H. Rung

Premiere på Det kongelige Teater 1. februar 1857. Sidste opførelse 12. februar 1857.

Opført i alt 4 gange.

Man kan ikke sige, at Carit Etlar kunne fejre store triumfer på det kongelige Teater. Mens Johan Ludvig Heiberg var direktør på teatret, blev ikke antaget et eneste af Etlars værker, men så snart den kritiske Heiberg var væk, prøvede man igen en forestilling – imidlertid uden nogen succes, og selv Thomas Overskou var ikke i sit sædvanlige venlige lune: ”I Brosbølls drama i to akter, ”Kongen på Fuurland”, der fremkom anonymt, fik repertoiret ikke nogen videre heldig tilvækst. Stykket morede ikke, og da det tilmed var temmelig tarvelig besat, formåede det kun at slæbe sig 4 gange over scenen.”

Nogen plads i den danske teaterhistorie fik stykket visselig ikke, og tilsyneladende heller ikke i Augusta Etlars. I sin ”I Samliv med Carit Etlar” har hun i statistikken over den dramatiske virksomhed med stor nidkærhed opregnet de forestillinger, som er blevet opført, men ”Kongen på Furland” nævnes kun at være trykt i 1.000 exemplarer – der siges intet om de 4 opførelser i 1857 på Det kongelige Teater. Det må uden tvivl være en forglemmelse.

Carit Etlar drømte stadig om store dramatiske sejre, men var tilsyneladende længe om at opdage, at der netop i 1857 nu var to konkurrerende teatre i København, nemlig Casino og Folketeatret, som var anderledes nådige i deres bedømmelser af indsendte værkers kunstneriske kvalitet. Denne forpligtelse kunne Det kongelige Teater ikke sidde overhørig, mens privatteatrene først og fremmest havde til opgave at opsætte forestillinger, som ville falde i det brede publikums smag.

Da stykket blev antaget, skete det netop som Johan Ludvig Heiberg fratrådte som direktør, og i et brev til Henrik Hertz den 1.12.1856 oplyste han, at man havde antaget Carit Etlars stykke. Dette kan måske synes indiskret, men det var ikke ualmindeligt, at direktionen oplyste dramatikere, som arbejdede for Det kongelige Teater, om andre nye arbejder – men det kan selvfølgelig også være, at der mellem Heiberg og Hertz har hersket en vis indforståethed omkring kvaliteten af Etlars arbejder, og at Heiberg på en eller anden måde har villet signalere, at han fralagde sig ethvert ansvar.

I denne periode havde Carit Etlar færdiggjort sine to mest kendte romaner, ”Gøngehøvdingen” og ”Dronningens Vagtmester”, men ingen af disse gjorde umiddelbart nogen større lykke. Der gik faktisk næsten 20 år inden man kunne kalde de to romaner for bestsellere, og derfor fortsatte Carit Etlar ad dramatikerens tornebestrøede, smalle og trange sti.

Når Solen går ned

Drama i 1 akt

Premiere på Det kongelige Teater 11. oktober 1859. Sidste opførelse 26. Januar 1860.

Opført i alt 6 gange.

Thomas Overskou fortæller: ” Den anden nyhed, som denne sæson bragte, var enakts dramaet ”Når Solen går ned”. Stykket fremkom anonymt, men det var ikke vanskeligt at se, at Brosbøll måtte være forfatteren. Det var et ganske kønt lille arbejde, som langtfra var blottet for poesi, men hvis væsentligste svaghed bestod deri, at det savnede dramatisk interesse. Holst havde en fortræffelig rolle som broder Alsing, men formåede ikke at bringe munkens lidenskabelige karakter stærkt nok frem. Af den øvrige rollebesætning var navnlig A. Rosenkilde god som abbed Tørge.”

Som man ser, havde Etlar ikke ligefrem stort held med de indsendte arbejder til nationalscenen, og det er bemærkelsesværdigt, at han stadig rettede blikket mod Det kongelige Teater i stedet for at forsøge lykken på de to private, københavnske teatre.

Imidlertid har Carit Etlar inden for dette år for alvor været opmærksom på, at der også var andre muligheder, idet han i 1860 fik opført forestillingen ”Rørfuglen” på Folketeatret, men om han allerede forinden havde indsendt arbejder hertil, kan ikke umiddelbart konstateres.

Fengos Skat

Skuespil i 3 akter

Premiere på Det kongelige Teater 13. oktober 1861. Sidste opførelse 18. oktober 1861.

Opført i alt 3 gange.

På en måde er ”Fengos Skat” en sørgelig afslutning på Carit Etlars virke på Det kongelige Teater, for denne forestilling, som altså blev den sidste på nationalscenen, var selv Thomas Overskou kritisk overfor:

”Fire dage senere fremkom et nyt skuespil af Brosbøll, ”Fengos Skat.” Dette uheldige arbejde, som uden handling og liv fyldte tre brede akter, var ikke alene meget kluntet i hele sit anlæg, men også i høj grad udtværet. Hertil kom, at tegningen af de enkelte karakterer var meget svag, idet Haldor var et ganske blodløst eksemplar af en nordisk helt, medens Fengo fortabte sig i deklamation. Disse to roller spilledes for øvrigt med stor dygtighed af Holst og Mantzius, ligesom Wiehe var fortræffelig som Toke, men selv den allerbedste udførelse ville ikke have kunnet frelse stykket fra undergang, og efter kun tre opførelser henlagdes det.”

Herefter sluttede Carit Etlars karriere på Det kongelige Teater, men lysten til at være skuespilforfatter var ikke blevet kuet, og i de følgende år kunne man opleve en række arbejder fra Etlars hånd på de to københavnske teatre, som begge året forinden den sidste opførelse på nationalscenen havde forsøgt sig med nogle opsætninger.

DRAMATISKE ARBEJDER PÅ FOLKETEATRET

Måske har Carit Etlar ikke været helt tilfreds med at ”være henvist til” et privatteater, men umiddelbart kan det synes, som om han har haft lidt lettere ved at få publikum i tale.

Gennemgangen af de efterfølgende komedier på såvel Folketeatret som Casino kan ikke i samme grad refereres, da vi ikke har en Thomas Overskou at holde os til, og derfor er kritik og anmeldelser af forestillingerne på disse teatre ikke nær så tilgængelige. De følgende opsætninger på de to privatteatre er derfor kun gennemgået med specifikke oplysninger, som kan findes i de relativt få statistiske værker, der omhandler de københavnske privatteatres repertoire.

Rørfuglen

Sangspil i 1 akt

Musik af J.C. Hansen

Premiere på Folketeatret 29. marts 1860. Sidste opførelse 15. december 1861.

Opført i alt 7 gange.

Trælleæt

Skuespil i 4 akter

Premiere på Folketeatret 1. november 1865. Sidste opførelse 6. april 1866.

Opført i alt 8 gange.

Gøngehøvdingen

Folkeskuespil med sange og kor i 5 akter

Bearbejdet af M.W. Bruun.

Premiere på Folketeatret 22. februar 1865. Sidste opførelse 17. marts 1918.

Opført i alt 360 gange.

Carit Etlar foretog ikke selv en bearbejdelse af Gøngehøvdingen til brug for teatret, selv om Augusta Carit Etlar senere hævdede, at hun og gemalen i fællesskab havde arbejdet med en dramatisering for at komme Bruuns arbejde til livs. På grund af en mangelfuld lovgivning omkring ophavsret på dette tidspunkt havde M.W. Bruun ingen juridiske problemer med sin dramatisering. Man prøvede at spise Carit Etlar af med en fribillet til premieren, men det ville Carit Etlar ikke høre tale om. Det hævdes, at han – når han passerede Folketeatret – harmdirrende slog løs på teaterplakaten med sin stok, mens han råbte ”slyngelstreg”. Det må derfor have været endnu mere frustrerende for ham at konstatere, at Bruuns dramatisering nåede op på langt flere opførelser end alle Etlars øvrige arbejder tilsammen.

M.W. Bruun var måske ikke helt fin i kanten, når det drejede sig om vederlag til ham selv, for i slutningen af 1870’erne måtte et omrejsende teaterselskab punge ud med ikke mindre end 300 kroner til ham, fordi det havde anvendt hans dramatisering. Det forlyder dog, at han gik med til en afdragsordning, da teaterselskabet i modsat fald måtte have drejet nøglen om.

DRAMATISKE ARBEJDER PÅ CASINO

Københavns første privatteater, Casino, som lå i Amaliegade, kunne også i 1861 anføre Carit Etlar som forfatter til et opført stykke, og der blev i de følgende cirka 30 år opført 7 forskellige arbejder af Carit Etlar på Casino.

Hr. Lauge med den tunge hånd

Folkekomedie i 4 akter

Musik af H. Rung

Premiere på Casino 28. januar 1861. Sidste opførelse 29. september 1861.

Opført i alt 15 gange.

Før Stormen

Sangspil i 1 akt

Musik af H. Rung

Premiere på Casino 9. marts 1861. Sidste opførelse 22. marts 1861.

Opført i alt 7 gange.

I Dynekilen

Komedie med sang i 3 akter

Premiere på Casino 18. marts 1862. Sidste opførelse 10. maj 1908.

Opført i alt 119 gange.

Komedien skiftede i 1887 titel til ”Tordenskjold i Dynekilen”.

Prangeren

Lystspil i 1 akt

Premiere på Casino 21. januar 1863. Sidste opførelse 6. marts 1885.

Opført i alt 9 gange.

Fortabt

Skuespil i 4 akter

Premiere på Casino 12. april 1871. Sidste opførelse 19. april 1871.

Opført i alt 4 gange.

Stykket blev antaget af Det kongelige Teater med titlen ”I Havsnød”, men det blev aldrig opført.

Tordenskjold i Marstrand

Folkekomedie med kor i 3 akter

Premiere på Casino 3. marts 1872. Sidste opførelse 4. april 1880.

Opført i alt 25 gange.

I forbindelse med de sidste opførelser i marts-april 1880 blev antallet af akter ændret til 5.

Gøngehøvdingen

Folkekomedie i 5 akter (8 afdelinger)

Musik af bl.a. E.W. Ramsøe

Premiere på Casino 11. marts 1909. Sidste opførelse 2. maj 1926.

Opført i alt 171 gange.

Som det fremgår af statistikkerne var Bruuns dramatisering til Folketeatret mere succesfuld end Etlars dramatisering. Man skal dog bemærke sig, at Carit Etlar næppe har været særlig involveret i Casino-opførelsen, idet premieren først fandt sted næsten 9 år efter forfatterens død. Det er langt mere sandsynligt, at det er Augusta Carit Etlar, som har lagt hånd til dette arbejde. Etlar nævner selv i sit testamente, at hun uden hans hjælp har dramatiseret såvel ”Gøngehøvdingen”, ”Bådsmanden og hans drenge”, ”Smugleren” samt ”Bjørnstad”.

IKKE OPFØRTE DRAMATISKE ARBEJDER

Carit Etlar skrev også en række dramatiske arbejder, som ikke blev opført på noget teater, og mangelen på tilgængeligt kildemateriale bevirker desværre, at der ikke for nærværende kan gives specifikke oplysninger om de fleste af disse stykker.

Abohordella

En gammel Soldat

En Holmgang

Falskmønterne

Gino

Hastings

Skuespil i 4 akter.

I anledning af Carit Etlars 100 års fødselsdag udsendte Augusta Carit Etlar 3 af Carit Etlars teaterstykker, hvoraf ”Hasting” var den ene af dem. Den oprindelige titel var ”Hastings”. Stykket blev antaget af Det kongelige Teater i 1869, hvor man ønskede, at det skulle forkortes, men det blev aldrig opført.

Da der var tusindårsfest for normannerne i 1912, blev stykket atter antaget af teatret, men også denne gang uden at det blev sat op. Det manglede ellers ikke på anbefalinger fra forskellig side. Således skrev skuespilleren Kristian Mantzius den 12. maj 1911 til direktionen: ”Dersom Det kongelige Teater agtede eller blev opfordret til at give et festspil i anledning af normannerjubilæet ville man vanskeligt kunne finde et dertil mere egnet arbejde end Carit Etlars efterladte af hans hustru omarbejdede skuespil ”Hasting”

Det er et både smukt og virkningsfuldt arbejde”.

Jeanne af Foix

Konturbanalerne

Munken Ansgar

Skuespil i 2 akter.

I anledning af Carit Etlars 100 års fødselsdag udsendte Augusta Carit Etlar 3 af Carit Etlars teaterstykker, hvoraf ”Munken Ansgar” var den ene af dem. Den oprindelige titel var ”Munken”. Stykket blev antaget af Det kongelige Teater men aldrig opført.

Skolemesterens Klarinet

DRAMATISKE ARBEJDER PÅ PROVINSTEATRE

OG REJSENDE TEATERSELSKABER

Det lader sig næppe opregne, hvor mange gange Carit Etlars dramatiske arbejder har været opført på provinsteatrene og af omrejsende teaterselskaber, som eksisterede i Danmark fra midten af 1800-tallet og de øvrige hundrede år frem i tiden, indtil biograferne fik givet det endelige dødsstød til den form for underholdning.

Odense teater har opført ”Gøngehøvdingen” 31 gange i 1927 og ”Tordenskjold i Dynekilen” 16 gange i 1930 og Århus Teater har opført de samme to stykker, hvor ”Gøngehøvdingen” i 1909-1910 kom op på 21 opførelser og ”Tordenskjold i Dynekilen” opnåede 10 opførelser i 1906 og yderligere 10 opførelser i 1924-1925. For begge bearbejdelsers vedkommende må man regne med, at Augusta Carit Etlar har haft en finger med i spillet, og en kritiker udtalte åbenlyst, at man bedre kunne lide M.W. Bruuns dramatisering.

De omrejsende teaterselskaber var i mange tilfælde det eneste møde, som den jævne befolkning uden for de store byer fik med teatret overhovedet. Disse teaterselskaber fik en enestående betydning for det danske kulturliv, og selv om de ikke alle kunne byde på de store kunstneriske eller æstetiske oplevelser, var de dog en væsentlig faktor i lokalsamfundene, hvor man ikke stillede de store krav til teatrenes standard.

Mange omrejsende teaterselskaber førte en kummerlig tilværelse, og skuespillerne havde slet ikke den sociale anseelse, som de har i dag – snarere tværtimod. Der findes adskillige personlige beretninger fra flere af disse skuespillere og teaterdirektører, og nogen drømmetilværelse har det absolut ikke været – økonomien var ganske enkelt for anstrengt.

Derfor var især ”Tordenskjold i Dynekilen” et yndet stykke blandt teaterdirektørerne, for der skulle kun bruges en eneste dekoration. Samtidig var handlingen rimelig dramatisk uden at der hverken blev udført kampscener eller andre optrin, som krævede et væld af statister og skuespillere.

Med ”Tordenskjold i Marstrand” forholdt det sig imidlertid lidt anderledes, idet der skulle bruges flere dekorationer, men ikke desto mindre vovede flere omrejsende teaterselskaber at sætte denne forestilling på plakaten.

Den absolut mest populære forestilling var imidlertid ”Gøngehøvdingen”, som i såvel Bruuns som Etlars bearbejdelse kom på utallige scener gennem årene.

Allerede i 1907 begyndte Augusta Etlar at rejse rundt i landet med ”Gøngehøvdingen”. Hun anså selv stykket for at være det ultimative drama – især for ungdommen – men det var ikke alle steder, at man modtog den med lige stort bifald, og pressen var i mange tilfælde ikke videre positiv i sin anmeldelse.

Således skrev Vendsyssel Tidende: ”Den fine forhåndsreklame gjaldt turneen, da den begyndte i februar, men nu er glansen gået af den, idet de skuespillere, der magtede noget, er blevet afløst af umuligheder. Af de 28 personer, som selskabet tæller, er der kun 4-5, som kan spille komedie. Turneen slutter i morgen i Sindal, og derved sker der ikke noget galt.”

Ved en sådan rejse var Augusta Carit Etlar ellers rigtig i sit es. Hun levede så at sige sit liv gennem sin mands figurer, og det kunne der sommetider komme nogle pudsige og tragikomiske episoder ud af. Således havde hun for vane at titulere skuespillerne med deres rollenavne på hele tourneen – også, når man ikke optrådte. Da hun en morgen, idet selskabet skulle bestige rejsevognen for at komme til den næste by, titulerede den skuespiller, som spillede Frederik d. III, som ”Hans Majestæt” fik majestæten nok, og tog kraftigt til genmæle over for professorinden, som tog hans reaktion meget unådigt op.

Augusta Carit Etlar røbede i det hele taget ved flere lejligheder en fatal mangel på forståelse for andres kritik af hendes mands værker, og som årene gik, kom hun somme tider til at fremstå i et lettere komisk skær over for omverdenen, selv om hendes motiver uden tvivl har været de allerbedste. Allerede året efter Carit Etlars død burde hun måske have læst skriften på væggen, da hun foretog en oplæsningsturne rundt i landet, som absolut ikke var vellykket.

Augusta Carit Etlar kunne imidlertid ikke gå imod strømmen, men indtil hun døde, nærede hun absolut ingen tvivl om gemalens kunstneriske fortræffeligheder. Eftertiden har nok sat et lidt mere nuanceret punktum i sin bedømmelse. Der var såvel skidt som kanel, men det var Carit Etlar jo absolut ikke ene om.

DRAMATISKE ARBEJDER TIL MODELTEATRET

I virkeligheden har Carit Etlars dramatiske virksomhed overlevet længst på et helt andet medium, nemlig modelteatret. Det pudsige er, at hverken Carit eller Augusta Etlar på noget tidspunkt nævner modelteatret – eller dukketeatret – som det hed dengang.

Dukketeatret opstod næsten samtidig i Østrig, Tyskland og England omkring 1810 og udviklede sig eksplosivt i takt med den litografiske trykketekniks udbredelse.

Dukketeatret var en mere eller mindre vellignende mini-model af et rigtigt teater, som både var forsynet med fortæppe og scenegulv. Hertil tryktes dekorationsark og figurer, som man skulle klæbe op på pap og herefter skære ud. Denne form for adspredelse blev især populær blandt drenge, og der opstod flere hundrede forlag rundt omkring i Europa, som udgav klassiske teaterforestillinger i forkortede versioner. Mange børn opnåede herved et udmærket kendskab til det seriøse teaterrepertoire gennem leg, og modelteatret/dukketeatret var anerkendt i vide kredse for sin pædagogiske og opdragende indflydelse.

I Danmark importerede man i mange år de udenlandsk producerede ark, men i 1874 begyndte litograf Alfred Jacobsen at optrykke billed- og udklipsark, og i 1880 begyndte han på systematiske udgivelser af dukketeaterforestillinger. Hans ark var udført i en meget høj kvalitet, og de udgivne dukketeaterkomedier afspejlede tidsånden. Nogle af H.C. Andersens, Adam Oehlenschlägers, J.L. Heibergs, H.C. Hostrups og Erik Bøghs dramatiske arbejder blev således tilpasset de små scener – og i dette fine selskab finder vi også Carit Etlar.

Allerede i 1880 udsendte Alfred Jacobsen dekorationsark og figurer til ”Tordenskjold i Marstrand” og i 1886 blev det ”Gøngehøvdingen”s tur. Endelig udgav den foretagsomme forlægger ”Tordenskjold i Dynekilen” i 1912. Alle tre forestillinger blev gedigne bestsellere, og er genoptrykt flere gange – senest i 2002-2008. Hvor Forlaget Oldfux har udgivet en del af de daværende figur- og dekorationsark i nye optryk.

Da Alfred Jacobsen påbegyndte sine udgivelser, havde han ikke forinden forespurgt Carit Etlar om han kunne få tilladelse hertil, selv om loven om ophavsret på dette tidspunkt faktisk var trådt i kraft. Tilsyneladende har Carit Etlar ikke anset dukketeatret for at være noget særligt, men i 1916 – altså 100-året for Carit Etlars fødsel – optrådte der pludselig en legalisering på forsiden af tekstheftet til ”Gøngehøvdingen”, idet professorinde Augusta Carit Etlar allernådigst havde udstedt en autorisation.

Nu – næsten 100 år senere – opføres alle tre komedier stadig på modelteaterscener rundt omkring i landet, så Carit Etlars dramatiske arbejder på en teaterscene forekommer altså stadig, selv om det nok er i lidt andre omgivelser, end han oprindelig havde tænkt sig.

Sven-Erik Olsen. 30.04.2011

Artiklen med noter og fotos er udgivet som et hefte i A4-format, og kan købes i Oldfux fra 11.9.2011. Pris kr. 75,00