Johannes Klinck  Den gamle dukketeaterklub Suffløren Dukketeaterhistorie  Forlaget Oldfux ApS  Sven-Erik Olsen
Johannes Klinck
og den gamle dukketeaterklub
Manden, som blev en myte

Når modelteaterfolk taler om Johannes Klinck får de julelys i øjnene og taler med drømmende blikke om vidunderlige dekorationer, som ikke tåler deres lige. Det er da også en kendsgerning, at dekorationerne fra Klinck’s hånd nyder stor respekt, og i dag er de eftertragtede samlerobjekter, som desværre er blevet spredt ud over det meste af Europa.

Men hvem var han egentlig – denne Johannes Klinck – som så mange hører om, og som ganske få ved, hvem er? Endnu færre har været så heldige at se eksempler på hans store kunnen, men af og til støder man på vidnesbyrd om hans eminente evne til at male en modelteaterdekoration, og så kan man godt ærgre sig over, at der ikke har været større mulighed for menigmand at erhverve sig de i dag store sjældenheder, som endog i de senere år har fundet plads på de få dukketeatermuseer, der findes i Europa.

 

Johannes Klinck blev født den 16. juli 1871 og røbede tidligt udtalte anlæg for at male. Den senere så kendte teatermaler, Carl Lund, var ikke i tvivl om, at Klinck kunne være kommet videre i samme spor, men Johannes Klinck valgte efter endt uddannelse i 1898 at blive malermester.

Klinck har altså været dreng, da Alfred Jacobsen i 1880 udgav sine første dukketeaterark, og selv om der ikke foreligger deciderede vidnesbyrd om det, har man lov til at gætte på, at han i lighed med så mange andre børn, aflagde besøg på hr. Jacobsens kontor i Løvstræde 8.

Det må derfor antages, at Klinck – lige som så mange andre drenge på den tid – fik modelteatret ind med modermælken, men det blev åbenbart ikke ved dette. På et tidligt tidspunkt savnede han diverse dekorationer og malede dem derfor selv, hvilket han fortsatte med op i sin høje alderdom. At sidde ved staffeliet var hans store passion, og denne interesse dyrkede han lige til sin død den 22. maj 1963.

Som voksen blev Johannes Klinck personlig ven med Alfred Jacobsen, som endog udgav enkelte ark med Klinck som ophavsmand. Således er arkene fra 1920, nr. 368-369, (Oldfux nr. D-026 og D-027), tegnet og malet af Johannes Klinck.

På det tidspunkt var Klinck og Jacobsen nemlig medlemmer af en lille kreds af dukketeaterinteresserede, som af og til mødtes for at spille forestillinger for hinanden.

Egentlig var kredsen allerede stiftet den 24. februar 1918, idet boghandler Carl Larsen havde taget initiativ til, at nogle få af forretningens kunder kunne mødes omkring nogle dukketeater-forestillinger. Man lagde ud med „Drot og Marsk“, som Aage Barfoed-Møller opførte, og i de følgende år udvidedes kredsen, hvor man dog lagde vægt på, at der højst måtte være 15 medlemmer, hvilket nok har hængt sammen med, at der vanskeligt kunne være flere tilskuere til en dukketeaterforestilling.

I den endnu bevarede „Sufflørens Protokol“ fra 1925 finder man en række eksempler på, hvorledes dukketeaterhobbyen den gang blev udøvet, og man får ligeledes et godt indblik i den meget grundige og seriøse måde, man greb hobbyen an på. For eksempel kunne en ny ansøger ikke bare lige blive optaget. Man måtte pænt ansøge om at blive medlem, og man skulle så bevise, at man kunne spille dukketeater. Som det står i protokollen: „For at blive Medlem af Kredsen maa man have givet én eller flere Forevisninger paa eget Theater eller paa anden Maade have lagt en saadan Interesse for Dagen, at alle Medlemmer ønsker at knytte vedkommende til Kredsen“.

Det fremgår ikke af protokollen hvorledes Klinck fik sin debut i kredsen, men han blev optaget som medlem nr. 6. Det er nærliggende at antage, at også han havde sin gang hos Carl Larsen og derigennem fik knyttet nogle kontakter, som alle senere skulle vise sig at få glæde af.

Samme protokol beretter ligeledes, hvorledes man havde forbindelse med Alfred Jacobsen: „Da Grundlaget for det moderne Dukketheater var og er de af Kunstforlægger Alfred Jacobsen udgivne danske Theaterdekorationer, traadte Hr Alfred Jacobsen ret snart ind i Kredsen og var den til megen Hjælp og Glæde ved sin mangeaarige Kyndighed og Kærlighed til Theatret. Dog havde man den store Sorg ret hurtigt atter at miste ham, idet han afgik ved Døden den 13. April 1924“.

Alfred Jacobsen og Johannes Klinck har altså formelt været medlemmer af den samme lille forening i 4-5 år, og ved efterfølgende kaffeborde har der – lige som i dag – været diskuteret livligt, hvilket fremgår af de til tider meget omhyggelige referater i protokollen. Det kunne have været interessant at vide, om andre af Klinck’s dekorationer har været planlagt til udgivelse på Alfred Jacobsens forlag, der som bekendt fortsatte efter hans død, men med et desværre mærkbart fald i kvaliteten til følge.

Protokollen fra den lille kreds beretter på 93 håndskrevne sider om livet i foreningen indtil dens sidste officielle møde den 16. marts 1955, og i hele denne periode var Johannes Klinck et af de meget aktive medlemmer, som ofte fremkom med nye forestillinger, hvor dekorationer og finesser henrykkede de øvrige medlemmer.

 

Det ville have været af uvurderlig betydning for modelteaterhistorien, hvis man havde haft nogle farvebilleder af Johannes Klinck’s dekorationer. Flere af disse er ved flere lejligheder gengivet i Dansk Dukketeaterforenings medlemsblad „Suffløren“ i sort/hvid, men en del af fotografierne er ikke videre tydelige og yder ikke Johannes Klinck’s store kunstneriske evner nogen retfærdighed.

Derimod kan man få et udmærket indblik i hans forsøg på at kombinere trykte ting med egne frembringelser, og da han samtidig havde gode evner til at løse tekniske problemer på modelteaterscenen, var hans forestillinger altid til stor glæde og nytte for tilskuerne.

Sammen med de temmelig dårlige gengivelser af dekorationerne må vi derfor tage andre midler i brug, og lade den gamle mødeprotokol berette om Johannes Klinck’s frembringelser i den periode, som foreningen eksisterede.

Inden protokollen blev „autoriseret“ opførte Klinck „Fandens Guldhår“, som et af de øvrige medlemmer, Th. Madsen, i sine erindringer i Dansk Dukketeaterforenings medlemsblad, Suffløren i 1959, omtalte

meget rosende:

„Sæson 1924-25. Den første forestilling jeg så som nyt medlem i klubben, var malermester Klinck’s opførelse af „Fandens Guldhår“, og jeg må sige, at jeg blev overrasket over den betydelige forskel, der var mellem Alfred Jacobsens trykte dekorationer og Klinck’s håndmalede. Alfred Jacobsens tryk kunne være noget af det bedste, man havde af den slags, så stod de alligevel tilbage for malede dekorationer, navnlig når de var malede af sådan en kunstner som malermester Klinck. Den kendte teatermaler Carl Lund, som „hver gang overgik sig selv“, når han afleverede sine dekorationer til et nyt stykke på Casino, så flere prøver på Klinck’s dekorationer, og udtalte sig meget anerkendende om dem. „Fandens Guldhår“ var en eventyrkomedie, hvor der gaves lejlighed til at vise flere særprægede dekorationer som „Ved Lethefloden“ og „Modtageværelse i Helvede“ udført med Klinck’s strålende fantasi. Af de øvrige dekorationer husker jeg særlig „Udenfor en Landsbykro“ og „Slotsparken“ med statuer, trappeafsatser og en springvandsfontæne med bevægeligt vand, transparent fremkaldt gennem bagtæppet med stærkt lys igennem et stykke strikket stof, som over et par valser roterede bag bagtæppet.“

 

Den 22. marts 1926 kunne protokollen berette om Klinck’s opførelse af „Kapergasten“:

„Der opførtes „Kapergasten“ originalt Stykke med Text og Figurer af Ørsbjerg og Dekorationer af J. Klinck.“

Dette yderst korte referat kan skyldes flere ting, men Svend Løvgreen, udtaler i Suffløren nr. 6 fra 1948, at skibsdekorationen til netop denne forestilling er noget af det bedste, han har set, og selv om fotoet er af meget ringe kvalitet kan man få en fornemmelse af, at dekorationen er komponeret meget sikkert og

elegant.

Samme år opførte Klinck den 15. oktober „Drot og Marsk“, som ligeledes kun omtaltes meget sporadisk: „Der opførtes: Drot og Marsk, originalt Stykke med Figurer af Ørsbjerg og Dekorationer af J. Klinck.“

Først den 29. november 1928 var Klinck atter klar med en forestilling, idet han inviterede til Meer end Perler og Guld: „Der opførtes „Meer end Perler og Guld“ med originale Dekorationer og Scenearrangementer. Stor Lykke gjorde en Abe, der optraadte i Abekattenes Land, ved at klatre op i et Træ midt paa Scenen. Efter denne Forestilling forevistes en Scene fra en „Festaften i Tivoli“ med det mekaniske Pantomimeteater, hvorpaa opførtes en Tivoli Pantomime.“

Senere i samme referat anføres: „Winstedt bragte Klinck en særlig Tak fordi han saa beredvillig stadig mødte med nye og smukke Ting, ligesom han udtalte sin Glæde over at Interessen for Dukketheatret alligevel ikke, trods forskellige Tegn derpaa, var i Aftagende, hvorfor det særlig glædede ham at saa mange Nye var kommet til Stede.“

Den 21. januar 1931 lagde Johannes Klinck atter hus til en forestilling: ”Der opførtes ”Paa Langebro” med originale Dekorationer malet af Klinck. Et Parti med den gamle Langebro og udenfor Voldgraven samt en gammel københavnsk Gade vakte Beundring. Endvidere maa fremhæves Direktørens fortrinlige Rollebesætning. Han havde til at udføre den ene kvindelige Hovedrolle engageret sin Hustru, der viste sig som en Skuespillerinde af stort dramatisk Talent. Det viste sig senere at Talentet var ret omfattende, idet hun

efter Forestillingen fremtryllede et fortrinligt Kaffebord m.m.“

Først den 27. januar i 1934 indbød Klinck til forestilling: „Der opførtes to Stykker. Først „Fyrst Rosita“, et Æventyrspil af afdøde Ørsbjerg, og derefter H. C. Andersens „Elverhøj“. Til begge Stykker havde Klinck som sædvanlig overgaaet sig selv ved nogle dejlige Dekorationer. Men særlig havde han i begge Stykker et Utal af mekaniske Paafund og Tricks, der tog Tilskuerne med Storm. – Særlig maa fremhæves: en meget smuk Løsning af Problemet Fontæne med bevægeligt Vand, en Troldhøj (i Elverhøj) med lysende Søjler, samt en uventet Løsning af en Forvandlingsfigur, idet en Person tilsyneladende pludselig forsvinder fra Scenen uden hverken at forsvinde i Gulvet, lægges plant med dette eller fare til Vejrs. Dukken blev lynhurtigt drejet umiddelbart foran et Sætstykke (en Busk) og var paa Bagsiden malet saaledes at den efter Forandringen fuldstændig faldt sammen med Sætstykket – det morsomste Trick var dog at lade en Fugl fra siddende Stilling flyve til Vejrs og ud af Scenen med baskende Vinger. Det saa yderst illuderende ud og ingen af Tilskuerne kunne finde ud af, hvorledes det gik til. Løsningen var lige saa simpel som genial og ved Besøget bag Kulisserne efter Forestillingen udløste Eriksen alles Tanke ved beundrende at udbryde: „Saa simpelt troede jeg ligegodt ikke det var“.“

Der blev nu længere og længere mellem kredsens møder. Mere end et år senere – den 2. februar 1935 – var det atter Klinck, som lukkede sine døre op for medlemmerne.

„Klinck opførte efter mange Aars forløb atter H. C. Andersens Ole Lukøje i delvis ny Indstudering. Forestillingen vakte Beundring dels ved de enkelte nye Tricks Klinck havde fundet paa men dels navnlig ogsaa ved sin gode Figurføring og ikke mindst var den vokale Del i hvilken Fru Klinck brillerede som en ægte Bedstemoder; efter Forestillingen brillerede hun som sædvanlig som en ægte Husmoder.“

 

3. december samme år var Klinck atter den gæstfri vært: ”Der opførtes Djævelens Datter efter Text af Ørsbjerg og med Klinck’s originale Dekorationer. Klinck overgik som sædvanlig sig selv. En Sejltur langs Kysten (pr Vandretæppe) i Søgang som virkede saa illuderende, at Tilskuerne uvilkaarlig gjorde Skibets Slingrebevægelser med og man var saa heldig, at alle Tilskuerne var søstærke. En Aftenscene ved Dr Louises Bro skabte paa den anden Side sværmerisk Stemning hos flere af de ældre Herrer. For ikke at tale om de Minder der vaktes ved en Casinomaskerade fra Højglansperioden. Selvfølgelig var Stykket spækket med nye og overraskende Tricks og Sensationer efter Klinck’s bedste tidligere Mønstre, som fx en gyngende Trapezkunstnerinde, en ildsprudende Drage, nej hele 2 Uhyrer og meget mere. Under Dekorationsomtalen bør ogsaa nævnes en pragtfuld Bøgeskov, vel nok den smukkeste Skov, der endnu er opvoxet paa det Klinckske Teater. Det var en Forestilling, der blev en Fryd for Øjet, men det blev det ogsaa for Øret. Direktør Klinck’s Skuespillertrup er efterhaanden blevet saa samarbejdet og gaar i den grad op i Rollerne, at den hele Forestilling dannede et ualmindeligt smukt Hele.“

 

Dette blev Johannes Klinck’s sidste officielle Forestilling for den gamle kreds. Nye medlemmer blev optaget, andre døde og 2. Verdenskrig satte ikke en decideret stopper for møderne, men protokollen kan i denne periode kun berette om i alt 4 sammenkomster. Efter krigen faldt aktiviteterne yderligere, og i 1951 meldte den da 80-årige Johannes Klinck sig ud af foreningen. Protokollens sidste referat er fra onsdag den 16. marts 1955, hvor Svend Løvgreen, som fra 1943-1950 havde været Dansk Modelteatersamfunds formand blandt andet skrev: „Undertegnede, der var indbudt til dekorationsfremvisning hos hr. rodemester Th Madsen, så en såre velsammenstillet samling dekorationer af både trykte og malede ting. Særlig vakte en dekoration af Klinck berettiget lykke . . .“

Klinck blev således „udgangsreplikken i den gamle protokol, som er et enestående vidnesbyrd om, hvorledes folk i alle aldersklasser og samfundslag kunne være sammen om en hobby i perioden 1918-1955. Nu – næsten 60 år efter – er Johannes Klinck stadig et navn, om hvilket der er megen respekt.

 

29.04.2011 (Lettere bearbejdet artikel fra Oldfux nr. 1, 2002)

Sven-Erik Olsen

 

tilbage til forsiden